Fordi vi er engageret i, at Fanø skal være et godt sted at bo. Et godt sted at leve i gensidigt naboskab, et sted med en levende kultur, spændende mennesker, god kommunal service samt en fantastisk natur, som vi lever i og
med - og endda af.
Vi er derimod ikke gode til at finde folk, der har ambitioner om at blive til
noget ved at opnå personlig ære og indflydelse og eventuelle andre
sidegevinster ved at blive valgt til byrådet. For os er det hver gang en kamp at
få nogen til at stille op, og når det lykkes, sker det altid med begrundelsen, at
nogen skal jo gøre det.
Jamen, hvorfor overlader vi det så ikke til dem fra de andre partier, der hellere
end gerne vil? Fordi vi faktisk mener, at det ikke er en kvalifikation for en
politiker at have ambitioner på sine egne eller partiets vegne. Selv om vores
demokrati jo egentlig tager som forudsætning, at politikerne skal være ivrige
for at blive genvalgt og bange for at blive kasseret næste gang. Rent ud sagt har vi svært ved at have tillid til ivrige, ambitiøse, nye og gamle kandidater med
deres veltilrettelagte PR-virksomhed.
Vi tror på, at vores anderledes tilgang til hvervet bevirker større ansvarlighed
over for indholdet i politikken. Vi vil ikke opgive det, vi tror på, selv om det
kunne give os popularitet og reklame og flere stemmer. Der er jo ganske enkelt
ingen grund til, at vi skal være i byrådet for at repræsentere andres meninger!
