Repræsentanterne har fuldtidsarbejde “ved siden af” byrådsarbejdet, der er tidskrævende. Til gengæld har Miljøforeningen en tradition for, at medlemmer, der ønsker det, deltager aktivt og har indflydelse på det politiske arbejde.
Alt efter medlemmernes overskud til at deltage har det altid kendetegnet Miljølisten, at repræsentanterne har fået hjælp og sparring fra interesserede medlemmer. Det gælder selvfølgelig med hensyn til de politiske overvejelser og beslutninger, men vi har også haft gavn af medlemmernes samlede, forskellige faglige kvalifikationer i forberedelsen til de politiske sager. Det er ikke byrådsmedlemmerne, der skal have faglig forstand på sagerne - det er embedsmændenes bord. Men alligevel rummer de konkrete sager ofte uafklarede spørgsmål, hvor medlemmernes brede faglige kundskaber er til stor nytte. Det er en forudsætning for at kunne se de politiske valgmuligheder, at man først kan få afklaret reelle vidensspørgsmål. Det er ikke hensigtsmæssigt at stemme om kendsgerninger!
Denne arbejdsform har altid været Miljøforeningens styrke - kombineret med, at vi faktisk har arbejdet seriøst med de politiske sager.